Olsen stamtræet

Forstå relationerne i fortiden og få overblik over  den familie, som Johs skriver hjem til gennem mange år fra Østen til Danmark.  

Klik på billedet for at få pdf med større version (pdf)

Nedstamningslære

I et essay fra 1934 forholder Johs sig til evolutionsteorien og hvordan han selv ser på livet og dets mening.

            an kan ikke antage nedstamningslæren uden samtidigt at klassificere mennesket som det højest udviklede led i dyreverdenen. Det vil sige, at medmindre man vil tillægge ethvert levende væsen i udviklingsrækken lige fra amøben til mennesket en udødelig sjæl, savnes ethvert grundlag for at tillægge menneske en sådan.

Med andre ord, et flueliv og et menneskeliv bliver nøjagtig lige meget værd. Begge er de kun fremme for en kort overgang at tjene som hylstre for de eneste eksisterende celler, der har gnist af chance for at leve videre. Den eneste mission, de eksisterer for, er at lade deres forplantningsceller gå videre inden ”hylsteret visner”, selvom disse væsener måske indbefatter en Sokrates, Napoleon eller Mussolini.

Jeg giver udviklingslæren min tilslutning op til mennesket, og erkender yderligere, at mennesket fysisk nedstammer fra dyreverdenen, men samtidig må der være sket noget mere, noget på det åndelige område, hvorom vi overhovedet ingen oplysning har. Allerede dette betegner et uundgåeligt brud med den gængse religion, men troen på en form for eksistens efter døden skylder jeg dog denne religion, og det er kun denne tro, der endnu får mig til at kæmpe for at fuldføre det ”prøveløb”, som denne tilværelse betegner, på en nogenlunde anstændig og hæderlig måde.

Om den dag er forestående, hvor det fyldestgørende kan bevises, at der mellem dyrene og menneskene kun er ”the missing link”, da er det min den sidste, for blot at være ”hylster” i nogle år i denne Jammerdal gider jeg virkelig ikke.

Rejsen til Østen

Vejen forbi gamle Girgentis romerske templer på Sicilien.

En rejsebeskrivelse, der ikke klarede cuttet til den trykte version udelukkende af hensyn til bogens endelige længde. 

       å rejsen til Singapore lægger skibet til havnen Porto Empedocle på Sicilien, hvor rejseselskabet får lejlighed til at besøge ruinerne af templet Castor og Pollux ved byen Girgenti.

Ifølge en romersk legende kæmpede romerne mod etruskerne ved Rom i året 496 f.Kr. Slaget gik dårligt for romerne, indtil to mænd på hvide heste dukkede op. Det var tvillingerne Castor og Pollux – Zeus’ sønner. De fik vendt krigslykken, og romerne vandt slaget. De blev set vande deres heste ved en brønd i Forum Romanum i Rom. Man opførte til deres ære et tempel ved brønden, ligesom der blev opført et tempel i Napoli og også i Girgenti, der i dag er det bedst bevarede af de tre.

Det var egentlig ikke meningen, at skibet skulle ind ved Sicilien, Middelhavets største ø, men der var lavet en handel undervejs, hvorfor skibet skulle have tre tons gips med fra Port Empedocle. Det forsinkede rejsen cirka syv dage. Men for Johs var det en glæde, for så fik han set det med.

Sicilien 8. juni 1927. ”Her i Porto Empedocle er havnen ikke så dyb, at vi kan gå ind til kajen. Derfor må al ladningen bringes ud til skibet, der ligger for anker, i små sejlbåde og lægtere. Når vi selv skal i land, må vi også sejles ind. Dertil har kompagniet en mand, der bliver betalt en gang for alle, og som altså skulle sejle gratis for os, men hver gang tigger han alligevel en eller anden skilling”.

I passagerfarten var skibene inddelt i klasser, særligt i forhold til hastighed og priserne blev sat derefter. En billet til Østen var derfor højere med de hurtige postbåde end med ordinære fragt-ruteskibe. ØK-medarbejdere betalte ikke noget for turen, men fik kun halv løn under rejsen.

En havn er ikke bare en havn – hverken dengang eller nu. Efter størrelse og trafik tales om både verdenshavne, havne for mellemrigstrafik og for lokaltrafik. Der sondres mellem frihavne og toldhavne. Toldhavne deles igen i gennemgangshavne og havne med eget opland. Der er eksporthavne og importhavne, industrihavne og handelshavne. Der skelnes mellem havne ved udmundinger af sejlbare eller mindre sejlbare floder, havne i bugter, på lige kyststrækninger eller øer i skæringspunkter for færdselsveje. En havns betydning er afhængig af dens handelsgeografiske og økonomiske beliggenhed. Dens tekniske forhold, losse-, lade- og arbejdsvilkår er andre væsentlige parametre. Kort sagt — den havn, som byder på de bedste og hurtigste muligheder for varernes fremkomst til bestemmelsessted, vil altid have den største tiltrækningskraft.

Det betød selvfølgelig en del for ØK, hvor mange havne skibet skulle anløbe på ruten. En stor del af havneudgifterne afhang af skibenes tonnage, lodspenge efter skibets størrelse eller dybgang, mængden af varer, der skulle lastes eller losses, og hvor længe man skulle være i havn. Mange havne i Middelhavet var nærmest kun åben red, der måtte beskyttes på kunstig vis. Porto Empedocle, som ”Danmark” anløber, var og er en fiskerby på den sydvestlige side af Sicilien. Johs beskriver:

Sicilien 8. juni 1927. ”I søndags havde vi elleve en prægtig tur til Girgentis omegn. Det er jo et meget historisk sted fuld af gamle ruiner, katakomber etc. Vi kørte med toget fra Porto Empedocle til Girgenti station, der imidlertid ligger ret langt nede for Girgenti by. Den er nemlig bygget op ad et højt bjerg, og på toppen af dette bjerg ligger en ældgammel katedral. Fra stationen kørte vi ud i omegnen og beså selve ruinerne, bl.a. også ruinerne af templet Castor og Pollux. Alt sammen uhyre interessant, men selve naturen, byernes beliggenhed og beskaffenhed, befolkningen, befordringen, hele det indtryk, det var næsten det bedste af det hele. For at følge med her er man nødt til at sætte sig adskillige århundreder tilbage i tiden. Naturen er vild, mægtige bjerge og dybe dale veksler uafbrudt. Men der er det usædvanlige, at bjergene er beklædt med sand, der kun holdes sammen med solafsvedne og spredt stående strå af græs.

Så er der det mærkelige, at byerne altid ligger helt oppe omkring toppen af bjerget. Fra torvet i Girgenti måtte vi gå op af cirka 375 trin, før vi nåede katedralen. Det er helt umuligt at køre derop, da de fleste gader i den retning er anlagt i trappefacon. I byen var én hovedgade. Resten var kun gyder — krogede og utroligt snavsede. I de fleste vinduer var der intet glas, og dørene bestod i mange tilfælde af et møgbeskidt lagen, der lige var hængt for.

 I en halv snes tilfælde fik vi set nærmere på ”boligerne”. Ja, vi må gå tilbage til det 12-13. århundrede for at finde et sidestykke hjemme. Gulvet er stenbro eller fliser. Væggene er nøgne, og i et hjørne står der en jernseng. Helt op ad den står en bænk, et miserabelt bord og 2-3 stole. På bordet står en tranlampe og en kat, på bænken en kalkun, på stangen under bænken en halv snes høns og på gulvet en halv snes kyllinger. Det var øjensynligt, at hele bohavet var skubbet så tæt op ad sengen for at skaffe plads — for det første til en arbejdsplads til manden, der sad i selve døren omgivet af en halv snes halvnøgne og mere end beskidte børn, der kravlede omkring og ude på gaden i alt fejeskarnet — for det andet til et virkefelt til konen, nemlig foran ildstedet. Jeg så et utal af drenge og piger helt ned til årgange 1922 uden bukser ligge og rode ude på gaderne (hvis man kan bruge det som navn om disse møddingpladser) mellem husene. Disse menneskers beklædning er så tarvelig, pjalt flikket til pjalt, at en landstryger, hvis han mødte i det antræk, overhovedet ikke kunne gå ind et sted, hvor han ikke ville blive hjulpet. Så elendige ser de ud. Blot ikke i ansigtet. Der ligner de fleste tilfredsheden selv. 80 procent af disse mennesker kan hverken læse eller skrive. De vigtigste transportapparater er muldyr og æsler. Selv gamle koner rider på fuldt pakkede æsler. Kornet på markerne ”køres” hjem på æselryg efter at det er høstet med sejl. Ikke en maskine findes der. Kornet er for øvrigt en gammel bekendt, nemlig fireradet byg, og en lille smule havre. Ingen hvede. For øvrigt høstes der to gange om året. Et endnu mere sørgeligt udseende får egnen ved, at alle husene er bygget af nøjagtig det samme materiale, nemlig sandstenscement. Denne er så løs, at man får et indtryk af, at alle husene synes faldefærdige. De allerfleste er det også. Jeg har snakket med en del af de arbejdere her, der kan nogle engelske brokker og det synes at være den almindelige mening, at Mussolini er færdig (”Mussolini basta”) som de siger. Derimod er de voldsomt optaget af spændingen mellem Østrig og Italien. Italia hep, hep! Oesterreich bum, bum! Og så laver de nogle fagter, som om de smadrede hele Østrig på en gang. De bliver helt vilde og knytter næverne, så armmusklerne begynder at spille. Selvfølgelig har vi ikke været i Italien uden at smage på deres nationalret. På en af vore efterhånden mange ture var vi inde på en restaurant og spise spaghetti. Mig gik det nogenlunde for. Jeg blev i hvert fald mæt. Brath måtte imidlertid opgive, da han efter utallige forsøg kun havde opnået at få tre-fire ”rør” til at hænge ved gaflen, så længe til at han kunne nå at få hugget tænderne i dem. Jeg antager, at I ved, at spaghetti er en slags tynd makaroni så lang som et ondt år”.

For lige at tage fat på det sidste emne, Johs omtaler, så var det faktisk en alvorlig sag for italienerne på det tidspunkt. I dag kan vi more os over, at familien derhjemme skulle læse om hans erfaringer med spaghetti, som først begyndte at vinde indpas i de danske køkkener i 1970’erne. Men fascisten og diktatoren Mussolini, der på dette tidspunkt havde regeret landet i fem år, havde faktisk erklæret krig mod pasta i en af sine mange propagandakampe, denne kaldet ”battaglia del grano”. Han ville gøre Italien selvforsynende, og han var derfor nødt til at gå efter en af Italiens mest elskede fødevarer, fordi det var for dyrt for regimet at importere hveden til pastaproduktionen. For italienerne brugte Italienerne mere korn, end de selv kunne nå at dyrke. Det blev derfor forkyndt, at pasta gjorde folk skøre og passive, ligesom regimet indførte særlige risotto-dage, så befolkningen spiste mere ris, som de norditalienske regioner dyrkede selv.

Da Johs besøger templerne, hedder området Girgenti, men ikke mere end fem dage, efter de er sejlet derfra, skifter byen navn til Agrigento. Det var et led i Mussolinis bestræbelser på også at gøre Sicilien latinskklingende igen. Araberne havde kaldt det Kerkent, hvor Girgento var en siciliansk version af det, men nu fik det altså navnet Agrigento og hedder det stadig den dag i dag.